Oksbøllejrens teater, Militærlejren ved Oksbøl i Vestjylland blev 1945-49 brugt til at huse tusindvis af tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig. De internerede indrettede her deres eget teater, Theater – Oxbøl i en sal med plads til 700 tilskuere med fremragende akustik, scene og belysning. Man spillede for fulde huse flere gange om ugen – især lystspil, revyer og operetteuddrag, men også dukketeater for børn og krybbespil til jul. O blomstrede især under ledelse af Walter Warndorf fra Danzig Stadttheater og hans kone, skuespilleren Eva Just, der samlede såvel professionelle som amatører. Da flygtningelejren lukkede i 1949, blev teatret revet ned og genopbygget som Islev Bio i Rødovre, der fungerede til 1989. Oksbøllejren havde også et lille underholdningssted, Bunte Bühne.

Bibliografi: Gammelgaard, A Drivtømmer. Tyske flygtninge i Danmark 1945-1949 1993; Ipsen, L G Mennesker bag pigtråd. Flygtningelejren i Oksbøl 1945-1949 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig