Nicoline Sichlau-Bloch

Nicoline Sichlau-Bloch, 1814-63, dansk skuespiller. Debuterede 1838 i Titchens Selskab som Clothilde i Eugène Scribes Enten elskes eller dø. Med en smuk skikkelse og en blød sangstemme gjorde hun stor lykke, og teaterdirektørerne kappedes om hende. 1842-45 brillerede hun hos J.P. Müller i Johan Ludvig Heiberg-stykkerne Nei og Elverhøj i rollerne som hhv. Sophie og Elisabeth Munk, og 1845-48 hos H.W. Lange i mere djærve roller som Pernille i Holbergs Den stundesløse og Mine Tokkerup i J.C. Hostrups En spurv i tranedans. I 1848 fulgte hun med Lange til Casino, hvor hun bl.a. var Grethe i H.C. Andersens Meer end Perler og Guld 1849, ligesom hun var med, da han i 1857 åbnede Folketeatret. Sine sidste sæsoner 1860-63 tilbragte hun i provinsen.

Bibliografi: Sandfeld, G Komedianter og skuespillere 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig