National Theatre, amerikansk teater i Washington DC. Nuværende bygning, der er den sjette i rækken, ligger som forgængerne få hundrede meter fra Det Hvide Hus.

NT åbnede i 1835, efter at den engelskfødte og meget feterede skuespillerinde, Fanny Kemble, offentligt havde udtalt det skamfulde i, at landets hovedstad ikke havde et nationalt og kulturelt samlingssted og teater. I åbningssæsonen kunne man bl.a. opleve Shakespeares Richard III, men 1844 blev NT omdannet til cirkus og nedbrændte til grunden året efter. 1850 kunne et nyt NT slå dørene op, og åbningsforestillingen var en sangaften med den svenske nattergal Jenny Lind. Tre gange til skulle teatret brænde, 1857, 1873 og 1885, og det femte teater på stedet blev revet ned før det nuværende åbnede i 1920'erne. Teatret råder over én scene med 1.676 siddepladser, og repertoiret er overvejende shows og musicals.

Eksternt link:

www.nationaltheatre.org

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig