Nō. Lady Aoi (No Aoi No Ue) opført ved et gæstespil i New Delhi 2007.

.

Nō, jap. ‘færdighed’, japansk dansedrama, opstået i midten af 1300-tallet på baggrund af flere forskellige kunstformer, bl.a. den rene danseform dengaku og dens mellemspil, mimedansen sarugaku, folkelige underholdningsformer, samt kinesiske danse, bugaku, importeret til det japanske hof. Shogunen Yoshimitsu, som var en engageret kunstmæcen, oplevede omkring 1374 sarugaku-danseren Kan’ami Kiyotsugu optræde i et tempel og engagerede ham som danser ved hoffet i Kyoto. Han medbragte sin dengang 11-årige søn Zeami Motokiyo, som kun var 5 år yngre end shogunen. De to udviklede et livslangt venskab, og under hoffets beskyttelse udviklede Kan’ami og især Zeami N-kunsten, som Zeami fra 1400 nedskrev i en række afhandlinger (Den hemmelige tradition i nô 1971).

Scenen, udført i højpoleret japansk cedertræ, er en forhøjet, firkantet platform, som er forbundet med skuespillernes entré, kagami no ma (spejlværelset), i kongesiden med en lang bro, hashigakari. En lille trappe fører fra forscenen ned til publikumsrækkerne, som er placeret på to sider, foran scenen og foran hashigakari. I scenens dameside findes en lille skydedør, som er musikernes og korets entré, og ved siden af hvilken de har deres plads. Fire centralt placerede søjler, som samtidig fungerer som fikspunkter for skuespillernes arrangement, bærer et spåntækket tag. Som eneste scenografi står der langs hashigakari tre levende fyrretræer, og bagvæggen er dekoreret med et stort japansk fyrretræ. Visse værker kræver dog enkelte sætstykker og rekvisitter. Teksterne er inddelt i fem temaer centreret om enten guder (kami), krigere (asura), kvinder (katsura), virkelighedens verden (genzai), inkl. værker om vanvittige kvinder, eller dæmoner (kichiku), og der findes ca. 250 originale N-værker, hvoraf godt halvdelen bliver opført. Det er hovedpersonens rolle (shite), der afgør, hvilken kategori værket tilhører. Dramaturgien er stramt konstrueret over moduler, fordelt over to akter, som tilsammen skaber en dramatisk progression, jo – ha – kyū, hvor jo udgør den assisterende rolles (waki) entré og introduktion af handlingen, ha er shites entré, dialog med waki og shites store centrale monolog og kyū er følgeslutning af shites fortælling. Jo-ha-kyū er ligeledes skuespillerens bevægelige system, hvorover han lægger sin fortolkning. Shite er en oftest maskeret rolle og kostumeret i store lag-på-lag kostumer med vide ærmer, som understreger gestikken, ligesom de store parykker understreger rollens betydning. Waki, og det øvrige følge, tsure eller tomo, er derimod umaskeret og i mere afdæmpede kostumer.

Den historie, der udfolder sig på scenen, er en genfortælling af en hændelse, som ikke bliver vist for publikum; derfor er publikums opmærksomhed centreret om skuespillernes evne til i stiliseret dans og messende sang at udtrykke følelser og stemninger og sammen skabe et flow af afvekslende scener. Zeami taler om hana, blomsten, som gror og udvikler sig i publikums fantasi. Orkestret består af en fløjte og to eller tre trommer, mens koret på otte til tolv sangere messer kommentarer til situationen eller synger shites replikker under dansen. Forestillinger opføres i dagtimerne og varer gerne hele dagen, mellem otte og ti timer. Programmet bygges op af fem N-værker, afbrudt af komiske mellemspil, kyogen. N-skuespillere uddannes i et mesterlæresystem i én af de fem skoler, Kanze, Hōshō, Kongō eller Kita, som alle har egne teatre, dertil kommer bl.a. The National Nō-Theater i Tokyo. N tiltrak sig international opmærksomhed i begyndelsen af 1900-tallet, da bl.a. Ernest Fenollosa, William Butler Yeats og Ezra Pound oversatte flere værker og lod sig inspirere til dramatik i N-stil, fx Yeats’ Four Plays for Dancers 1921, også Brecht lod sig inspirere til Der Jasager 1929. Mishima Yukios N-spil opføres som moderne ord-teater.

N er kun sjældent opført i Danmark; Umewaka Kanazawa Nogaku Society optrådte 1983 på Mercur Teatret under KITs Japan på Scenen, og Odin Teatret har jævnligt inviteret N-skuespillere til ISTA-seminar. Komponisten Jakob Draminsky Højmark opførte i 2005 sin N-opera Aru haha no monogatari (Diamanten, Kgl. Bibl. 2005) baseret på H.C. Andersens Historien om en Moder. Instruktøren Willie Flindt er eneste dansker, som er uddannet N-skuespiller; han har doneret en stor samling manuskripter til Det kongelige Bibliotek.

Bibliografi: Keene, D No: The Classical Theatre of Japan 1975; Komparu, K The Noh Theatre 1983; Zeami Den hemmelige tradition i nô 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig