Mishima Yukio

Mishima Yukio, pseud. for Hiraoka Kimitake, 1925-70, japansk dramatiker og forfatter. Ms forfatterskab, særprægede livshistorie og dramatiske selvmord overskygger i nogen grad interessen for hans 40 dramatiske værker. Med en ensom barndom præget af samuraiklassens principper stod M splittet mellem sin kunst og sin højreradikale loyalitet over for sit land. Han oprettede sin egen private milits i 1968 som kæmpede for at genindsætte kejseren som hersker. Efter en mislykket revolte begik han seppuku (jap. af setsu ‘skære op’ og fuku ‘mave’). Hans dramatik præges af skismaet mellem japansk tradition og et vestligt præget liv, af fascination af homoseksualitet, død og selvopofrelse. M skrev for flere genrer, primært shingeki, moderne teater, hvortil han bl.a. skabte ni moderne nō-spil, men også klassiske kabuki-spil. I sine nō-spil Sotoba Komachi 1952, Aoi no ue 1954 og Hanjo 1955 (Tre Moderne Nō-spil Rialto Teatret 1993) indskrev han det moderne samfunds problematik i kendte traditionelle nō-værker, mens Sado kōshaku fujin 1965 (Markise de Sade Aveny Teatret 1989), især i Ingmar Bergmans verdensberømte opsætning på Dramaten 1989 (overført til tv), præcist udtrykker Ms egne modsætninger mellem had og kærlighed, helligt og profant, skønhed og grusomhed.

Dramatiske værker: Nettaiju 1959 (Tropical Tree); Waga tomo Hittorā 1968 (My Friend Hitler); Fem moderne Nō-spil.

Bibliografi: Nathan, J Mishima: A Biography 1975; Kominz L Mishima on Stage 2003; Stokes, H S The Life and Death of Yukio Mishima 1975.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig