Michel Saint-Denis, 1897-1971, fransk skuespiller, instruktør og pædagog. S-D begyndte karrieren hos sin onkel Jacques Copeau på Théâtre du Vieux-Colombier i Paris, grundlagde og ledede Compagnie des Quinze i Paris 1930-34 og slog sig ned i London 1936. Her etablerede han, efter Copeaus idéer om uddannelse af skuespillerne, kollektiv arbejdsproces og improvisation, teaterskolen London Theatre Studio, der imidlertid måtte lukke ved krigens udbrud 1939. Sideløbende iscenesatte han på Old Vic bl.a. en skelsættende opsætning af Three Sisters 1938, der formidlede en mere oprindelig humoristisk tolkning af Tjekhovs dramatik i England. 1946-52 var S-D i ledelsen af Old Vic Theatre School, men vendte tilbage til Frankrig, hvor han grundlagde og ledede Centre National Dramatique de l’Est i Strasbourg 1952-57, derefter til New York, hvor han var kunstnerisk rådgiver ved Juillard School, Lincoln Centers Vivian Beaumont Theater og ved oprettelsen af National Theatre School i Montreal, Canada i 1960. Han blev 1962 tilknyttet Royal Shakespeare Company, hvor han bl.a. iscenesatte Tjekhovs The Cherry Orchard 1962. S-D fik både teoretisk og praktisk en altafgørende indflydelse og betydning for teaterudviklingen og -uddannelsen i England gennem 40 år og var inspiration for europæiske teaterfolk.

Bibliografi: Saint-Denis, M Theatre: The rediscovery of style 1960 & Training for the theatre: premises and promises 1982; Baldwin, J Michel Saint-Denis and the shaping of the actor 2003.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig