Max Frisch

Max Frisch, 1911-91, schweizisk dramatiker. Debuterede 1945 med Nun singen sie wieder, det første stykke der kommenterede krigen; titlen hentyder til KZ-lejrenes fanger, som sang inden de blev skudt til plage for de samvittighedskvalte bødler. Dramaturgien overraskede ved at være anti-illusionistisk; liv og død overlapper hinanden, og det sidste billede, hvor de døde mødes med de levende, var tydeligt påvirket af Thornton Wilders Vor by. Fs gennemgående temaer var slået an: kritik af samfundet, identitetskrise, flugtbehov, udlængsel. Die chinesische Mauer 1946, skrevet på baggrund af atomsprængningerne på Bikini-øerne og karakteriseret ved klare episke tendenser, gjorde, at han blev sammenlignet med Brecht, som han havde mødt 1947. Selv om han profiterede af venskabet og var optaget af Brechts dialektik, så han ikke sig selv som en discipel. Fs samfundskritik var rettet mod alle former for ideologi, også den marxistiske, og i modsætning til Brecht mente han ikke, at teatret kan forandre verden.

Fs gennembrud kom 1958 med Biedermann und die Brandstifter (Biedermann og brandstifterne Odense Teater 1961), en grotesk version af hans foretrukne tematik om skyldspørgsmålet. Den ‘retskafne’ Biedermann tillader brandstiftere at slå sig ned på hans loft og er derfor medansvarlig, da de sætter ild til hans hus. Kritikken er rettet mod folk, der afstår fra at stille spørgsmål, og var en advarsel til schweizerne om ikke at lukke øjnene for, hvad der sker ude i verden. Tyskerne, der læste teksten som et billede på, hvorledes de lod Hitler flytte ind i deres ‘hus’, tog stykket til sig med begejstring. Parabelstykket Andorra 1961 (Aalborg Teater 1966), er et af tysk efterkrigsteaters vigtigste og handler om racehad og faren ved at danne sig et falsk billede af andre. Med Triptykon 1978 begyndte en ny fase i forfatterskabet. F blotlægger det moderne menneskes sjæl for at fremdrage dets mørke sider med død og resignation i fokus. I den sceniske dialog Jonas und sein Veteran 1989 blussede den gamle kampgejst op en sidste gang, hvor F gjorde sig til talsmand for afskaffelse af den schweiziske hær.

Bibliografi: Stephan, A Max Frisch 1983; Müller-Salget, K Max Frisch 1996.