London

London, en af verdens førende teaterbyer. I det forholdsvis lille område i byens hjerte, omkranset af Leicester Square, Piccadilly og Covent Garden, ligger mere end 40 teatre, mange af dem fra den victorianske og edwardianske periode i Englands historie. Det er de såkaldte West End-teatre, rene kommercielle scener, der med klassikerforestillinger, mainstream-dramatik og store musicals repræsenterer et mekka for Ls mange turister. Her har Andrew Lloyd Webber – komponisten til nogle af de længst løbende musicals (Evita 1978, Cats 1981, The Phantom of the Opera 1986 o.a.) opbygget et helt lille teaterimperium. I 2006 ejede han 7 West End-teatre, bl.a. The London Palladium, Duchess, Garrick og det berømteste af dem alle, Theatre Royal: Drury Lane, der ligger på samme sted som det teater, der i 1663 fik kongeligt privilegium.

Ved siden af det kommercielle West End har London et væld af mere eller mindre offentligt støttede teatre med Royal National Theatre (tidl. National Theatre) og Royal Shakespeare Company som de absolutte flagskibe. Først i 1963 fik England en nationalscene med Laurence Olivier som den første kunstneriske leder. Teatret havde til huse i Old Vic Theatre, indtil det i 1976 flyttede over i det nye bygningskompleks på Themsens sydbred for enden af Waterloo Bridge. Royal National Theatre har i dag 3 scener: The Olivier (åben scene med plads til over 1000 tilskuere), Lyttelton (prosceniumteater med 900 pladser) og The Cottesloe (fleksibel scene med 320 pladser). I 1960 startede The Royal Shakespeare Company med udgangspunkt i Shakespeare Memorial Theatre i Stratford-upon-Avon, og fik siden en fast London-base, fra starten i Aldwych Theatre, og 1982-2002 i Barbican Center. Siden har teatret været på jagt efter et nyt hovedkvarter i London. Fra 2004 er de fleste af Royal Shakespeare Companys forestillinger blevet opført på Albery Theatre i West End. Kompagniet har været i front, når det gælder en fornyelse af Shakespearetraditionen, takket være instruktører som Peter Hall, Peter Brook og Trevor Nunn, men andre klassikere og moderne inden- og udenlandsk dramatik indgår også i repertoiret. Ikke langt fra Royal National Theatre – også på South Bank – ligger Shakespeares Globe Theatre, en imponerende rekonstruktion af Shakespeares eget teater, hvor man kan opleve ‘autentiske’ opførelser af elizabethanske dramatikere. Teatret driver også uddannelses-, museums- og udstillingsvirksomhed. Udviklingen i den nyeste engelske dramatik kan man følge på Royal Court Theatre, der siden 1950'erne har fungeret som rugekasse for generationer af engelske dramatikere.

I L er der ca. 70 såkaldte fringe theatres, dvs. ikke-kommercielle teatre, der dækker et bredt spektrum af teatre med varierende målsætninger og arbejdsmetoder. Almeida Theatre præsenterer epokegørende nytolkninger af klassikerne og et avanceret moderne internationalt repertoire, The Bush Theatre har siden starten af 1970'erne satset på ny engelsk dramatik, Theatre Royal, Stratford East (Joan Littlewoods gamle scene) prioriterer sociale musikteaterforestillinger, der afspejler kvarterets multietniske beboere og har bevaret en tæt lokal tilknytning, og på Riverside Studios veksler man mellem egenproduktioner og gæstespil, især af visuelle performanceteatergrupper.

Der er ingen vandtætte skotter mellem det kommercielle teater og fringe-teatrene, hvis forestillinger ofte overføres til West End, hvad der er med til at give teaterlivet sin særlige dynamik. Se også Covent Garden.

Bibliografi: Earl, J & Sell, M The Theatre’s Trust Guide to British Theatre 1750-1950 2000; Killburn, M London’s Theatres 2002.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig