Lis Smed, 1914-44, dansk skuespiller. Da S i 1934 debuterede på Det Ny Teater som Gertie i Ladislaus Bus-Feketes Den lille butik, var hendes baggrund lidt undervisning i ballet og Viggo Friederichsens private skuespillerskole samt naturtalent. Hun fik stormende succes, hvilket viste sig at blive svært at leve op til. 1937 søgte hun ind på Det Kongelige Teaters elevskole, men den naturlige spontanitet var forsvundet fra hendes spil, da hun 1939 blev ansat på Frederiksberg Teater. På Folketeatret 1940-43 fandt hun atter kunstnerisk fodfæste, bl.a. som Jenny i Soyas Brudstykker af et mønster 1940, men måtte i lange perioder forlade teatret pga. alvorlig sygdom forbundet med spiseforstyrrelser. Hendes sidste rolle blev luderen Kitty Duval i Riddersalens legendariske opførelse af William Saroyans Livet er jo dejligt 1943, som hun spillede for fulde huse i halvandet år. S døde en måned efter sidste forestilling.

Bibliografi: Erichsen, S & Kragh-Jacobsen, S & Schroeder, E Lis Smed 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig