Letland, De første forestillinger i L var forbeholdt den privilegerede tyske overklasse i landet, mens lokalbefolkningen holdt sig til rituelle opførelser i forbindelse med årstiderne og sociale begivenheder. Det første teater blev bygget i Riga i 1782 og var tysk; en kort overgang fra 1837-39 blev det ledet af Richard Wagner. Det lettisk talte teater begyndte sin udvikling i 1860'erne i en periode af ‘national vækkelse’, og den første teaterforestilling var en bearbejdelse af Holbergs Jeppe paa Bjerget (Bertulis) i juni 1868 på Rīgas Latviešu teātris (Rigas Lettiske teater). Komedieforfatteren Adolfs Alunāns var 1870-85 leder af teatret og grundlagde her det første lettiske skuespillerensemble, der i begyndelsen kun bestod af amatører. Både repertoire og spillestil var overvejende tysk inspireret, men flere lettiske dramatikere dukkede op både her og på Krievu drāmas teātris (Rigas russiske teater), stiftet 1883; foruden Alunāns selv, bl.a. romantikeren Aspazija (pseudonym for Elza Rozenberga Pliekšāne) og Rūdolfs Blaumanis, mens Jaunais Rīgas teātris (Rigas Ny Teater), stiftet 1908, præsenterede symbolske versdramaer af Jānis Rainis. Han var i perioden 1921-25 leder for den første lettiske nationale scene åbnet 1919, året efter Ls uafhængighed fra Tyskland, for at værne lettisk dramatik. Blandt tidens mest estimerede dramatikere hørte Anna Brigadere, Andrejs Upīlts, Jūlijs Pētersons og modernisterne Mārtiņš Zīverts og Vilis Lācis. I 1920 blev Latvijas Dailes Teātris (Letlands Kunstneriske Teater) åbnet under ledelse af Eduards Smilgis, som var mere orienteret mod russisk tradition, Aleksandr Tairov og Meyerhold, mens der i det eksperimentelle Latvju drāmas ansamblis (Det Lettiske Dramatiske Ensemble) 1935-44 arbejdedes efter Michael Chekhovs metode. 1940 blev L annekteret af Sovjetunionen og måtte leve under voldsomt politisk og kulturelt pres, der tvang mange af de frit tænkende teaterfolk til emigration, til bl.a. Canada, USA og Sverige. De, som blev i landet, kæmpede en overlevelseskamp; teatret var ét af de få steder i landet, hvor der offentligt blev talt lettisk, og symbolværdien på frihed og uafhængighed blev høj. Med Stalins død i 1953 løsnedes grebet noget, og ny dramatik og udtryksformer dukkede op. Instruktøren Pēteris Pētersons blev leder af Dailes i 1964 og skabte i samarbejde med dramatikere som Gunārs Priede, Harijs Gulbis og Pauls Putniņš fantasirige forestillinger præget af social bevidsthed. Instruktøren Ādolfs Šapiro, kunstnerisk leder af Jaunatnes teātris (Ungdommens Teater) fra 1964, var i sit arbejde stærkt påvirket af russisk teatertradition og måtte året efter selvstændigheden fra Sovjetunionen i 1991 se sit teater lukket af den nye regering.

En ny generation af instruktører og dramatikere har fra 1990'erne arbejdet under voldsomme økonomiske problemer i et reduceret antal teatre, men forsøger bl.a. ved at arrangere internationale teaterfestivaler, fx Homo Novo og Homo Alibi, at hente inspiration udefra. 2002 grundlagdes den uafhængige teatergruppe United Intimacy i Riga som et provokerende alternativ til den statsstøttede officielle teaterkultur i L.

Eksterne links:

www.culture.lv

www.theatre.lv

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig