Leon Feder

Leon Feder, f. 1933, dansk instruktør og teaterleder. Debut 1956 og markerede sig i et solidt repertoire bl.a. tilknyttet DRtv med fx Leif Panduros I stykker 1966, Strindbergs Spøgelsessonaten 1968 og Arnold Weskers Sulevælling 1970. 1973-81 var F chef for Aalborg Teater, hvor han opførte et ambitiøst repertoire med bl.a. Ibsens En folkefjende 1975, Peter Weiss’ Mordet på Marat 1976 og P.O. Enquists Tribadernes nat 1977, men også udviklede en interesse for musicalen, fx Jerry Bock og Joseph Steins Spillemand på en tagryg 1974, som han kom til at instruere på flere teatre, også udenlandske.

1981-2001 var F chef for Nørrebro Teater. Han åbnede med et forsøg på at fastslå teatrets lokale tilknytning med Finn Methlings lejlighedsstykke Nørrebros lyksaligheder og insisterede længe på at tilføre dets underholdningsprofil seriøse indslag som Shelagh Delaneys En duft af honning 1983 og Tennessee Williams’ Omstigning til paradis 1987, men spillede også lystspil som Michael Frayns Larm i kulissen 1983, gentaget 2000 som Koks i kulissen, og musicals fx Jim Jacobs og Warren Caseys Grease 1997 og slutforestillingen, Oscar Hammersteins Showboat, begge i egen iscenesættelse. Se også Fiolteatret.

Teaterpriser: Teaterkatten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig