Lars Juhl, f. 1943, dansk scenograf, uddannet ved Kunstakademiet i Düsseldorf 1967. Debut med A.N. Ostrovskijs Skoven Det Ny Teater 1967. Det er i de store monumentale forestillinger, hovedsageligt fra det klassiske repertoire, at J har hævdet sig som én af sin tids mest benyttede og fremstående scenografer fx i samarbejdet med Kaspar Rostrup på Aalborg Teater med Shakespeares Hamlet 1969 og Bernard da Costas Storhertugindens afsked 1972. Efter en rejse i Japan 1973 blev hans formsprog stærkt påvirket af kabukiteatret, hvorved farve- og rumbevidsthed bevægede sig over i et stiliseret, enkelt ekspressivt udtryk, med skuespilleren skulpturelt placeret i forestillingen. Strindbergs Erik XIV Det Kongelige Teater 1974 blev den første forestilling, hvor han arbejdede med påvirkning fra det stiliserede asiatiske teater. Med Sam Besekow skabte J bl.a. Goethes Faust Det Kongelige Teater 1984, med Jan Maagaard John Fords Det’ en skam hun er en mær og Drachmanns Der var engang – begge Det Kongelige Teater 1998, og med Klaus Hoffmeyer blev P.O. Enquists Fra regnormenes liv Det Kongelige Teater 1981 starten på et årelangt opera-samarbejde, bl.a. omkring Richard Wagners opera-cyklus Ringen Den Jyske Opera 1983-87 og 1993-96. Se også Ludvig Holberg.

Scenografi: Den Poetiske Raptus Det Kongelige Teater 1976; Heksejagt Gladsaxe Teater 1977; Den Gale fra Chaillot Haifa, Israel 1977; Byg dig kun slot på slot Det Kongelige Teater 1977; Romeo og Julie Odense Teater 1977; Mascarade Aarhus Teater 1984

Teaterpriser: Jeppe-prisen, Statens Kunstfonds Livsvarige kunstnerydelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig