La Grange, Charles Varlet de la Grange, 1639-92, fransk skuespiller, medlem af Molières trup fra 1659. L førte i 26 år registre over truppens repertoire, økonomiske og personlige forhold, samtidig med at han fra 1664 var truppens orator, dvs. publikumskontakt. 1682 udgav og skrev han forord til den første trykte udgave af Molières komedier. Som skuespiller var L karakterelskeren, fx den ungdommelige borgersøn Horace i L’École des Femmes 1662, den unge Valère i Tartuffe 1664 og den elegante Clitandre i George Dandin 1668, men også modne roller som titelrollen i Don Juan 1665 og Acaste i Le Misanthrope 1666. Efter Molières død holdt han sammen på truppen og organiserede forholdene vha. sit glimrende forretningstalent.

Bibliografi: Thierry, E Charles Varlet de la Grange et son registre 1876.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig