Kyogen

Kyogen, ‘skøre ord’, japansk teaterform. K bliver opført som tre komiske mellemspil i en fem-akters nō-forestilling, og sammen fremstår de som en nogaku-forestilling. K opstod i 1300-tallet som komiske afbræk i buddhistiske ceremonier og havde rødder tilbage til sarugaku, som fra ca. 1000 blev opført som mellemspil i shinto-tempel-dansen, kagura. K er korte humoristiske indslag, som uden musikledsagelse opføres af to eller tre mandlige skuespillere. Karakterer og situationer er hentet fra den folkelige hverdag; tjenere der driller deres herrer, folk der er overtroiske, den mulige og umulige kærlighed, den arrige kone og hendes svækling af en mand eller den fulde munk. Sproget er det talte hverdagssprog og i modsætning til nō-spillene blev teksterne overleveret mundtligt, først i 1600-tallet blev de skrevet ned. Deraf kommer, at hvor kostumerne og handlingsforløbene gengiver 1400-tallets Japan, tilhører sproget 1600-tallet. Masker bliver kun brugt af roller, der fremstiller dyr eller guder. I og med at K bliver opført i forbindelse med en nō-forestilling, som primært er rettet mod overklassen, er det afgørende, at sproget og humoren ikke overskrider grænsen for deres moralkodeks, men Ks funktion som en folkets platform kan ikke undervurderes.

K anses for at være inspirationskilde for kabuki, som, da det blev forbudt i 1652, inkorporerede elementer fra den officielt accepterede K. Der er to skoler for K, Izumi, som opføres af Nomura og Miyake-familierne og Okura, som opføres af Yamamoto, Shigeyama og Zenchiku-familierne med tilsammen et repertoire på 254 værker. I dag opføres K både som en del af nō-forestillingen og som selvstændige forestillinger.

Sammen med nō er K tilføjet UNESCOs liste over Masterpieces of Oral and Intangible Heritage of Humanity i 2001.

Bibliografi: Brandon, J R Noh and kyogen in the contemporary world 1997; Kenny, D A Guide to Kyogen 1968.