Kuchipudi, telegu ‘skuespillernes landsby’ afledt af sanskrit kusilavas ‘omvandrende sangere’ og puri landsby, klassisk indisk dansedrama, udelukkende udført af mænd. K kan spores tilbage til 1300-tallet, hvor omvandrende sangere slog sig ned i en landsby i staten Andra Pradesh. Byen tog navnet Kuchipudi og blev med tiden et levende kulturcenter. Dansen blev udført foran templet med alle teatrets elementer og ledsaget af sydindisk musik. I 1600-tallet udvikledes formen yderligere med Bhamakalapam, hvor guden Krishnas hustru udtrykker sine ømme følelser for ham med stor spændvidde i dansetrin, mime og hasta mudraer. Bala Gopalam Tarangam blev ligeledes en anden type dans, hvor der udførtes komplicerede rytmiske bevægelser på en bakke og med en krukke på hovedet. I 1950'erne blev det populært at lægge K-danse ind i spillefilm, hvor K overvejende bliver udført af kvindelige dansere, mens scenedansen bliver udført af både mænd og kvinder.

Bibliografi: Achorya, Guru C R Understanding Kuchipudi 1992; Bhavnani, E The Dance in India 1970; Rao, K U R Kuchipudi Dance of South Indian Classical Tradition 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig