Krystian Lupa, f. 1943, polsk instruktør og scenograf. L markerede sig hurtigt blandt ‘de unge talentfulde’ og indledte 1978 et samarbejde med Stary Teatr i Kraków, hvor han i en årrække skabte mange iscenesættelser af den polske avantgardes repertoire og nutidens dramatik, bl.a. af Thomas Bernhard. Særlig kendt er L for sine innovative bearbejdelser af prosa, herunder af Hermann Broch, Robert Musil og Fjodor Dostojevskij, iscenesat efter egne minutiøst skitserede rum, sceneskikkelser, rekvisitter og stemninger antydet med et udsøgt farvesæt.