Kathakali

Kathakali. En trup fra Kerala gæstespillede med en opsætning af Shakespeares King Lear på Globe Theatre i London 1999.

.

Kathakali, sanskrit katha ‘fortælling’, ‘historie’ og malayalam kali ‘skuespil’, maskulin dansedramaform fra Kerala i Sydindien skabt i sidste halvdel af 1600-tallet af krigerkasten på baggrund af ældre former, bl.a. Krishna attam. K opføres i et tempelteater, Koothambalam, eller i en tempelgård ved religiøse fester. Fra 1930'erne er K også blevet scenekunst, som danses solo eller som dansedrama. Karakteristisk for K er de sidelæns bøjninger, som giver dansen en utrolig styrke og vitalitet. Kvinderollerne danses af mænd i den særlige blide sari dansestil. Danseskuespillerens menneskelige udtryk forsvinder under sminken, det store hovedtøj og det farveog omfangsrige kostume og bringer tilskueren ind i en magisk verden. Følelsesudtryk og stemninger vises gennem dansen og i gestikkens mere end 800 hasta mudraer og i ansigtets samt i øjnenes utroligt udviklede mimik. K spilles fra sen aften til tidlig morgen. Der findes et stort repertoire af K skuespil med afsæt i hindumytologien og helgenhistorier, forsøg er også gjort med politisk indhold.

Bibliografi: Karpen, A Bharata Natyam og Kathakali – en undersøgelse af fortid, nutid og fremtid 1980; Venu, G The Language of Kathakali 2000; Zarilli, P Kathakali dance-drama 2000.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig