Kai Normann Andersen

Kai Normann Andersen, 1900-67, dansk komponist. Debuterede 1919 som kapelmester. Sideløbende komponerede han lette og lyse melodier og fik 1922 de første antaget ved Scala. I 1924 skrev han ‘Du gamle måne’ til Arne Weel. Fra 1925 var han huskomponist og akkompagnatør ved Co-Optimisterne og fra 1932 medarbejder ved først Apollo-revyerne og siden Dagmar-revyerne. Med tonefilmens komme blev han en flittigt benyttet filmkomponist med musik til lystspil som George Schnéevoigts Odds 777 1932 med Liva Weel, Emanuel Gregers’ Mille, Marie og mig 1937 med Marguerite Viby og de to filmmusicals af Fleming Lynge og Børge Müller Alle går rundt og forelsker sig 1941, ligeledes instrueret af Gregers, og Mød mig på Cassiopeia 1951, instrueret af Torben Anton Svendsen. Han skrev scenemusik til Fleming Lynges operette Landmandsliv 1932, til Kjeld Abells revykomedie Guderne te’r sig 1940 og til Poul Henningsens revytekster under besættelsen, men også til alvorligere stykker som Kaj Munks Puslespil 1939 samt Abells Silkeborg 1946. Hans yndefulde og lette tonesprog har nået vid udbredelse, og mange af hans kompositioner har fået evergreen-status. Gift med Ellen Gottschalch 1932.

Bibliografi: Mejdahl, S Kai Normann Andersen. En dansk populærkomponist 1900-1967 1999.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig