Jurij Ljubimov, 1917-2014, russisk skuespiller og instruktør. Optrådte som skuespiller på Vakhtangov Teatret 1947-63, men med sin skelsættende iscenesættelse af Brechts Det gode menneske fra Sezuan 1963 blev han udnævnt til kunstnerisk leder af Taganka Teatret og overførte forestillingen dertil 1964. Hans produktioner blev legendariske og nåede kultiske dimensioner med bl.a. Hamlet 1971, med den folkekære trubadur og guitarist, Vladimir Vysotskij i titelrollen. Iscenesættelsen af Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita 1977 blev et væsentligt bud på en dialektisk scenekunst, der i høj grad også talte ytringsfrihedens sag. Jurij Ljubimov var eksileret 1983-89 i London, men vendte herefter tilbage til Taganka, hvor han i en høj alder fortsat er aktiv.

Bibliografi: Beumers, B. Yury Lyubimov at the Taganka Theatre, 1964-1994 1997; Gershkovich, A. The theater of Yuri Lyubimov: art and politics at the Taganka Theater in Moscow 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig