Julie Sødring

Julie Sødring, 1823-94, dansk skuespiller, ansat ved Det Kongelige Teater 1843-75. Helt usædvanligt koncentrerede hun sig lige fra sin debut om at spille matroner og ældre kvindelige karakterroller, der dengang normalt var retræteroller. Ved at opsnappe små sigende tonefald eller uvilkårlige bevægelser hos sin samtids ellers ret oversete ældre kvinder skabte hun – helst uden sminke – et originalt og samtidig rørende genkendeligt komisk portrætgalleri, en realistisk og intim filigrankunst serveret med hygge og et lunt glimt i øjet. Hun valgte selv sine roller og foretrak de fire H’er: Holberg, Heiberg, Hertz og Hostrup. Datter af C N Rosenkilde.

Bibliografi: Sødring, J Erindringer 1-2, 1894-95; Bøgh, N Julie Sødring 1910; Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig