Juan del Encina, ca. 1468-ca. 1529, spansk dramatiker og komponist. E blev 1492 ansat ved Hertugen af Albas hof, hvor han skrev og opførte et antal hyrdedigte (églogias): enkle, humoristiske bondedialoger med indlagte sange og undertiden dans. De blev meget populære og rummer hovedparten af de sange, der 1496 blev udgivet i El Cancionero. Efter flere rejser til Italien, hvor han havde fungeret som Maestro di Capella i Rom, vendte E hjem og blev 1523 udnævnt til forstander for klostret i Leon. Figurer fra den klassiske mytologi optræder efter italiensk forbillede i hans senere spil, der også får større dramatisk kompleksitet. Han anses for at være den første spanske dramatiker, der skrev profane spil med opførelse for øje.

Bibliografi: Sullivan, J Juan del Encina 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig