Juan Radrigán, f. 1937, chilensk dramatiker, der siden 1978 har skrevet mere end 18 teaterstykker, hvoraf størstedelen er blevet opført af den chilenske teatergruppe El Telón. R fokuserer på marginaliserede samfundsgrupper, som kæmper med at opretholde selvrespekt og håber på guddommelig retfærdighed. Inspireret af Beckett og Arthur Miller er hans værker overvejende minimalistiske, skrevet i et rigt dagligdags sprog, som gør det tilgængeligt for de mennesker, hans dramatik kredser om. Nogle af hans vigtigste værker er Hechos consumados 1981, El toro por las astas 1982, Las brutas 1982 og El loco y la triste 1984.