Jon Fosse, f. 1959, norsk dramatiker og forfatter, mag.art. i litteratur. F har markeret sig som en af de mest produktive og omdiskuterede forfattere i Norge. Hans skuespil er oversat til mere end 30 sprog, og han regnes for en af Europas betydeligste dramatikere med en stribe nationale og internationale priser bag sig. Han debuterede som dramatiker i 1994 på Den Nationale Scene i Bergen med Og aldri skal vi skiljast (Og aldrig skal vi skilles Folketeatret 2000), og allerede med sit andet stykke Namnet 1995 (Navnet Katapult 2003) fik F sit internationale gennembrud med opsætninger på 48 forskellige udenlandske scener.

F har lige siden sin debut markeret sig som en traditionsbevidst dramatiker med en central placering i nyere norsk modernisme. Hans æstetiske praksis knytter sig til den erfaringshorisont, der normalt udtrykkes i modernismen med tematisering af den tabte forbindelse mellem menneske og sandhed. Både i Namnet og i hans næste værker som fx Nokon kjem til å komme 1996 (Nogen vil komme CaféTeatret 1998) tegner sig et klart billede af hans dramatiske form, en sproglig minimalisme og musikalitet, der bringer Beckett og Harold Pinter i erindring. Som hos Pinter er tavsheden et centralt fortællemæssigt greb, idet pauser og afbrydelser udsiger karakterernes manglende evne til at udtrykke deres lidelse. Melankolien er den centrale stemning i bl.a. Draum om hausten 1999 (En drøm om efteråret Odense Teater 2000), som bogstavelig talt er ‘på sporet af den tabte tid’. Her bliver stedet (en kirkegård) den metaforiske arena for et opgør mellem modernitet og tradition.

Den tidsmæssige sammenkobling af forskellige rum ser vi som dramaturgisk greb i flere af hans værker: I Ein sommars dag 1999 (En sommerdag DRradio 2001) og Dödsvariasjonar 2001 (Dødsvariationer DRradio 2005) udfolder F en simultanmontage, hvor figurernes fortid og nutid sidestilles i det dramatiske rum. Fs fornyelse af dramaturgien består således i, at han sammenfletter de forskellige fiktionslag og lader dem overlappe hinanden i enkelte scener. Karaktererne interagerer på tværs af tid og rum.

Dramatiske værker: Barnet 1996; Sonen 1997; Natta syng sine songar 1997 (Nattesange Jomfru Ane Teatret 1999); Vinter 2000 (Aalborg Teater 2002); Sov du vesle barnet mitt 2000 (Sov lille barn Katapult 2002).

Teaterpriser: Nordisk Dramatiker Pris.

Bibliografi: Fosse, J Frå telling via showing til writing 1989 & Gnostiske essay 1999; Zern, L Det lysande mörkret: Jon Fosses dramatik 2005; Særnummer om Jon Fosse Peripeti 1, 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig