Jens Blendstrup

Jens Blendstrup, f. 1968, dansk dramatiker, lyriker og forfatter, medlem af forfatterkollektivet Øverste Kirurgiske. Debut som dramatiker i DRradio 1997 med Manden, der blandt andet var en sko. Båret af et spillende sprogligt talent parret med en absurd humor og et samfundssatirisk bid i slægt med Gustav Wied og Jess Ørnsbo portrætterer B, som i Pinden 2000, Kræftarkitekten kommer 2004 og Gær 2005, alle DRradio, på underfundig og ofte hylende morsom vis tilværelsens skæve og gerne selvtilstrækkelige eksistenser. B var i 2004-05 tilknyttet Aarhus Teater som husdramatiker og fik med den satiriske komedie Søstrene taler ud CaféTeatret 2006 sin sceniske debut.

Dramatiske værker: Kontraktannoncen DRradio 2002; German Gladensvend DRradio 2003.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig