Jens Albinus

Jens Albinus, f. 1965, dansk skuespiller, dramatiker og instruktør, uddannet skuespiller 1989 Aarhus Teater og ansat der til 1994, hvor han blandt flere klassiske og moderne roller var en ung og mager Jeppe i Holbergs Jeppe på Bjerget 1993. Fra 1994 har han været freelance med store roller bl.a. på Det Kongelige Teater, og i forestillinger instrueret af Katrine Wiedemann, fx Prospero i Shakespeares Stormen Kaleidoskop 2005. A spillede Shakespeares Hamlet på Kronborg 2003, og han skulle også have spillet rollen i en kontroversiel produktion af stykket ved Stefan Bachmann på Det Kongelige Teater året før, men produktionen blev nedlagt. As engagement i moderne tysksproget teater har bl.a. indebåret bærende roller i Strindbergs Der Vater på Volksbühne i Berlin 2000 og hos Bachmann i Paul Claudels Der seidene Schuh (Silkeskoen) i Basel 2003.

A er tillige aktiv som dramatiker og instruktør bl.a. med Nederdrægtighedens historie Kaleidoskop 1999 og dramatiseringen af Michel Houellebecqs Udvidelse af Kampzonen Det Kongelige Teater 2002. As sceniske figurer fremstår altid markant og intenst karakteriseret i et fysisk og psykologisk nærvær, som er usædvanligt i dansk teater. A var hovedfiguren i DRtvs spændingsserie af Peter Thorsboe og Mai Brostrøm, Ørnen 2004-06. Se også Spil i spillet.

Teaterpriser: Lauritzen-Prisen, Teaterkatten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig