Jean-Louis Barrault

Artikelstart

Jean-Louis Barrault, 1910-94, fransk skuespiller og instruktør, elev af Charles Dullin. Fra 1931-35 arbejdede B tæt sammen med mimikeren Étienne Decroux, som fik stor betydning for hans iscenesættelser. I 1935 startede B sit eget teater og begyndte at arbejde med André Breton, Jacques Prévert og Antonin Artaud, hvis teatersyn blev et forbillede. Da han blev ansat på Comédie Française i 1940, blev han ikke mindst anerkendt for sine opsætninger af Paul Claudels stykker, først Le soulier de satin 1943 (Silkeskoen 1964), senere Partage de midi 1948 (Middagshøjde Det Kongelige Teater 1979) og Le livre de Christophe Colomb (Columbus 1953). I 1946 dannede han sammen med sin kone, Madeleine Renaud, sin egen teatertrup i Théâtre Marigny, hvor de blev til 1956. Fra 1959-68 var B leder af Odéon-teatret som nu blev skelsættende med uropførelser af Ionesco, Jean Genet, Beckett og Marguerite Duras. B faldt i unåde hos den franske regering, da han lod studenterne bruge teatret i maj 1968 som forum for politiske debatter. Efter afskeden med Odéon fik han straks stor international succes med sin forestilling Rabelais sat op i en gammel boksehal på Montmartre 1968. I 1974 rykkede B ind i en parisisk banegård, Gare d’Orsay, og omskabte den til teater for et repertoire af både klassiske og moderne skuespil.

Karakteristisk for Bs forestillinger var hans modstand mod den naturalistiske psykologi og hans dyrkelse af teater med mime, stemme og kroppens fysiske udtryk som centrale elementer i forestillingen. Dette kom tydeligt til udtryk i den lille forestilling Le Langage du corps i 1980. I 1981 flyttede Renaud-Barrault til Théâtre du Rond Point. Som skuespiller er han mest kendt fra Marcel Carnés berømte film Les Enfants du paradis 1945 (Paradisets børn). Se også Pjerrot.

Iscenesættelse: Autour d’une Mère 1935; La Faim 1939; Procès 1948; Tête d’or 1959; Jarry sur la Butte 1970; Ainsi parlait Zarathoustra 1974; Les Oiseaux 1985.

Bibliografi: Barrault, J-L Réflexions sur le théâtre 1949 & Une Troupe et ses auteurs 1950 & Nouvelles réflexions sur le théâtre 1959 & Souvenirs pour demain 1972; Frank, A Jean-Louis Barrault 1971; Mignon, P-L Jean-Louis Barrault – Le Théâtre Total 1999.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig