Howard Brenton

Howard Brenton, f. 1942, engelsk dramatiker. Væsentlig skikkelse i engelsk politisk teater i 1970'erne. I 1968 sluttede B sig til Portable Theatre, en af Englands første opsøgende grupper. I det politisk engagerede gruppeteatermiljø udviklede han tidligt en markant og slagkraftig stil, der kunne kommunikere direkte og fastholde et publikum, der ikke var vant til at gå i teatret. Det var konsekvensen af et samfund i moralsk og politisk opløsning, han ville vise i værker som Christie in Love 1969, hvor ordensmagten befinder sig mindst lige så langt udenfor lovens rammer som de kriminelle. Med Revenge 1969 og de følgende stykker uddybede B sin samfundskritik. The Churchill Play 1974 var stærkt kritisk over for Englands håndtering af situationen i Nordirland. Stykket blev i 1976 udgangspunkt for en bearbejdelse direkte til Aarhus Teater Militært Område (Government Property). I 1976 blev B første engelske dramatiker, som blev opført på det nye National Theatre i London med Weapons of Happiness, og samme sted skabte hans Romans in Britain voldsom debat i 1980. Iranian Nights 1989 beskrev Salman Rushdie-sagen og Ugly Rumours 1998 og Snogging Ken 2000 det nye Labour. Som dramatiker samarbejder B ofte sammen med David Hare og Tariq Ali.

Dramatiske værker: Ladder of Fools 1965; Hitler Dances 1972; Magnificence 1972; Sore Throats 1979 (Ondt i Halsen CaféTeatret 1981); Bloody Poetry 1984 (Ord der brænder CaféTeatret 1995); Pravda 1985; Moscow Gold 1990; Berlin Bertie 1992; Kit 2003; Paul 2005.

Bibliografi: Ansorge, P Disrupting the Spectacle 1975; Duncan, W Six contemporary dramatists 1996; Itzin, C Stages in the revolution 1980; Mitchell, T File on Brenton 1988.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig