Holland, som teaterland karakteristisk ved, at teaterproduktion og -distribution er skilt fra hinanden: Teaterkompagnier tilbyder deres forestillinger til teaterhuse, som på deres side prøver på at tiltrække publikum. Fordelen ved dette system er udskifteligheden, at kompagnier opstår og går til grunde igen, og at nye så opstår. Ulempen er rejseriet, turnéaktiviteterne, den manglende lokale forankring.

Teater kendes i H fra den tidlige middelalder. Den ældste kilde om en opførelse i en kirke beretter om et julespil i begyndelsen af 1100-tallet. Byernes vækst gav rum for store udendørs religiøse spil og for farcer. De fire bevarede abele spelen (Lanseloet van Denemarken, Esmoreit, Gloriant og Vanden Winter en de Somer) fra ca. 1375 er tidlige eksempler på et litterært verdsligt drama. Fra første halvdel af 1400-tallet blev der oprettet Rederijkerskamer (retoriske selskaber), der også var dramatiske selskaber, overalt i Nederlandene. Ved slutningen af 1400-tallet var der ca. 160. De spillede teater og deltog i byernes liv, hvor de arrangerede optog og anden festivitas. Der blev afholdt årlige nationale dramakonkurrencer. Elckerlijc (Elkerlyc) (Spillet om Enhver) fra slutningen af 1400-tallet er et eksempel på den moraliserende og belærende tone i de retoriske selskabers teater, som imidlertid også kunne være politisk og religiøst indgribende og forårsage straf, til og med hængning af ophavsmændene.

Det første faste teater blev bygget i Amsterdam og åbnede i 1638 som Amsterdamse Schouwbourg (i dag Stadsschouwburg Amsterdam). Jacob van Campen var arkitekten. Hans teater var modelleret over de retoriske selskabers brede facadescener og var dermed allerede gammeldags, da det åbnede. En ombygning i 1664 gjorde det til et barokteater med dyb kulissescene. 1700- og 1800-tallet betragtes som en forfaldsperiode i hollandsk teater. I slutningen af 1800-tallet blomstrede en hollandsk realistisk dramatik frem med fx dramatikeren Herman Heijermans, der iscenesatte sine egne socialrealistiske stykker. Hans største succes var Op Hoop van Zegen (Det gode håb) 1900 om fattige fiskere og deres familier og den rige skibsreder, der skummer forsikringssummen, da fiskerbåden forliser. Fornyere i hollandsk teater med vægt på symbolisme var skuespillerne og instruktørerne Willem Royaards og Eduard Verkade, som med deres ikke-realistiske opførelse af det gamle middelalderspil Elckerlijc 1907 indvarslede det moderne teater i H. Royaards var deklamatoren og den skulpturelle. Han hentede både positiv og negativ inspiration hos Max Reinhardt i Berlin. Verkade var inspireret af Edward Gordon Craig (‘Han er Messias, og jeg kan være ham en god apostel’) og lagde i sit teaterarbejde vægt på teatret som en magisk kunst med mystik og ritualer, en harmonisk enhed af tone og farve, af linje og bevægelse. Royards og Verkade blev ledere af hver sit teaterkompagni. Økonomiske forhold tvang dem til også at spille et letbenet repertoire. Spillestilen i hollandsk teater var helt op til 2. Verdenskrig en blanding af realisme og 1800-tallets deklamatoriske stil. Instruktøren og skuespilleren Albert van Dalsum fik dog realiseret enkelte ekspressionistiske opsætninger.

En del hollandske teaterfolks samarbejde med den tyske besættelsesmagt under krigen gav negative erfaringer om forholdet mellem teater og politiske magthavere. Tyskerne gav generøs økonomisk støtte til teatre, der samarbejdede med dem. Efter krigen begyndte den hollandske stat at føre en teaterpolitik og subsidiere – i første omgang – 5 teatre, der skulle påtage sig omfattende turnévirksomhed over hele landet. De støttede teatre blev af disse turnékrav tvunget til at have mange forestillinger på repertoiret samtidig, til at bruge mange penge på rejseaktiviteter og til at arbejde med kort prøvetid. Der skete altså ikke en forbedring af kvaliteten i repertoire og spil. I 1950'erne og 1960'erne dukkede der dog også enkelte seriøse samtidsdramatikere op. Antallet af støttede teatre voksede fra 5 til 12, fx med eksperimentalteatret Toneelgroep Studio under ledelse af Kees van Iersel, der konfronterede det hollandske teaterpublikum med dramatikere som Ionesco og Beckett og brød med realismen og kukkassescenen. Ritsaert ten Cate arrangerede gæstespil i sidste halvdel af 1960'erne med amerikanske gruppeteatre og dannede med sit Mickery Theater 1965-91 et eksperimenterende sted for avantgarden.

I løbet af 1960'erne sank teaterinteressen voldsomt i H, og der var udbredt utilfredshed med det dominerende teater. Situationen eksploderede med Aktie Tomaat (tomataktionen) i 1969. Denne aktion medførte en omkalfatring af den offentlige støtte: mellem 1969 og 1985 voksede antallet af offentligt støttede teatre fra 12 til 44. Og der skete form- og indholdsmæssige fornyelser. Politiske teatergrupper som Proloog (1964-83) og Sater (1971-85) skød op, og formmæssige blandformer blomstrede fx med grupperne Onafhankelijk Toneel (fra 1973) og Orkater (fra 1972). Vigtige teatergrupper var også Het Werkteater (1970-88), De Appel (fra 1972) og Baal (1973-88). Børne- og ungdomsteatret groede sig også stort og stærkt i disse år. Betydningsfulde instruktører og teaterledere fra 1970'erne og 1980'erne er Hans Croiset, Franz Marijnen, Erik Vos og Leonard Frank. Vigtige instruktører og dramatikere i 1990'erne er Gerardjan Rijnders, Frans Strijards og Karst Woudstra. Nyere teatergrupper er fx Theatergroep Hollandia (fra 1985), De Trust (fra 1988), Dood Paard (fra 1993) og ‘t Barre Land (fra 1990). Blandt større og mere permanente teaterkompagnier kan nævnes Toneelgroep Amsterdam, der spiller i Stadsschouwburg Amsterdam, Noord Nederlands Toneel i Groningen, ro theater i Rotterdam og ZT Hollandia, en sammenslutning af Het Zuidelijk Toneel og Theatergroep Hollandia fra 2001, i Eindhoven.

Producerende teatre støttes af staten, nogle kompagnier i de større byer også af kommunerne. Spillestederne (teaterhusene) støttes af kommunerne. Produktion og distribution udgør to adskilte sfærer. Et statsligt Raad voor de Kunst (Arts Council) blev oprettet provisorisk i 1947, endeligt i 1955. Det hedder siden 1996 Raad voor Cultuur. Det indstiller om fordelingen af kulturstøtten, herunder teaterstøtten til såvel store som små kompagnier. Driftsstøtten uddeles for 4-årige perioder. Der er altså ingen sikre institutionsteatre i hollandsk teater. Ved starten af hver 4-års periode søger alle på ny om støtte. Der er ingen nationalscene i H, selvom der er en teaterbygning i Haag, der hedder De Koninklijke Schouwburg.

Siden 1951/52 er Nederlands Theaterjaarboek blevet udgivet årligt som dokumentation af det professionelle teater. Fra 1871 eksisterede teatertidsskriftet Nederlandsch Tooneel (senere Toneel Theatraal). Det ophørte at udkomme i 1997. Teateruddannelse i Holland foregår på De Theaterschool i Amsterdam (oprettet 1874) og på teaterskoler i Maastricht (oprettet 1951), Arnhem (oprettet 1956) og Utrecht. Holland Festival afholdes hvert år siden 1947 i Amsterdam og præsenterer bl.a. et udsnit af hollandsk teater. Der afholdes talrige andre teaterfestivaler. Festival of Fools blev afholdt i Amsterdam i årene 1975-82, de første år årligt og de sidste hvert andet år. Et centralt informationssted om hollandsk teater er Theater Instituut Nederland.

Bibliografi: Erenstein, R L & Gaal, R v Theatre in the Netherlands 1992; ‘Netherlands’ i Rubin, D The World Encyclopedia of Contemporary Theatre. Vol 1. Europe 1994; Van Maanen, H ‘The Theatre System of the Netherlands’ i van Maanen, H & Willmer, S E Theatre Worlds in Motion 1998; Hansen, L E ‘Hollandsk teaterpolitik’ i Nordisk Kulturpolitisk Tidskrift 2/2004.

Theater Instituut Nederlands hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig