Eugene O'Neill

Eugene O'Neill, Eugene Gladstone O’Neill, 1888-1953, amerikansk dramatiker. O betragtes ofte som grundlægger af det moderne amerikanske teater. O var den første, der gav det amerikanske drama status og gjorde det til genstand for international interesse; hans værker bliver til stadighed opført overalt i verden.

Os far var skuespiller i melodrama og vaudeville og grundlagde Os interesse for og viden om teatret. Bl.a. spillede faren i en meget lang årrække hovedrollen i et turnerende melodrama over Alexandre Dumas pères roman Greven af Monte-Christo.O begyndte med tiden at foragte det populære teater, som farens rolle repræsenterede, og som han selv som barn og ung mand fra tid til anden medvirkede i. Han så sin ellers talentfulde far forsvinde ind i en pengemaskine, og det at misbruge sit talent fremstod senere som en fatal synd i Os ofte halv-selvbiografiske dramatik. Han voksede op dels på turné med skuespiller-faren og dels på en katolsk kostskole. Morens morfinafhængighed, senere skildret i Long Day’s Journey Into Night 1956 (Lang dags rejse mod nat Det Kongelige Teater 1957) påvirkede den unge O stærkt og ligger til dels bag det tragiske menneskesyn, der fremstilles i hans dramatik.

Under et kurophold, hvor han blev behandlet for tuberkulose 1912, begyndte O for alvor at skrive dramatik. I 1916, efter at have fulgt George Pierce Bakers dramatikeruddannelse ved Harvard University, indledte O et samarbejde med The Provincetown Players. Her udviklede han sin dramatik gennem en serie af én-aktere, der i 1920 førte til hans Broadwaydebut med den delvist selvbiografiske tragedie i 3 akter Beyond the Horizon (Hinsides Horisonten DRradio 1968, Bag fjerne horisonter udg. 2000), for hvilket O modtog sin første Pulitzer Prize. Efterfølgende dominerede O det amerikanske teater i årtier, først afløst sent i 1940'erne af dramatikere som Tennessee Williams, Arthur Miller, og sidst Edward Albee.

O blev længe opfattet som en primært realistisk dramatiker, men O eksperimenterede tydeligvis med former og genrer, og i de sidste årtier er hans værker blevet reevalueret. Hans realistiske dramaer omfatter Beyond the Horizon 1920, Mourning Becomes Electra 1931 (Sorg klæder Elektra Betty Nansen Teatret 1933), The Iceman Cometh 1946 (Ismanden kommer Det Kongelige Teater 1948), de ekspressionistiske The Hairy Ape 1922, Emperor Jones 1920 (Kejser Jones Riddersalen 1939) og Strange Interlude 1928 (Sælsomt mellemspil Det Kongelige Teater 1929), de bibelske fantasier Lazarus Laughed 1926 og udstyrsstykkerne Marco Millions (Marco’s millioner DRradio 1961). Han skrev også som den første amerikanske dramatiker meget lange dramaer som Mourning Becomes Electra i 13 akter og Strange Interlude i 9 akter. I Os bedste dramatik forener han i en realistisk eller genkendelig form et dystert og tragisk menneskesyn med det overnaturlige, mystiske eller religiøse.

Dramatiske værker: Bound East for Cardiff 1916 (På vej til Cardiff DRradio 1964); The Long Voyage Home (Den lange hjemrejse DRradio 1964); Desire Under the Elms 1925 (Begær under Elmene Betty Nansen Teatret 1930); Ah, Wilderness! 1933 (Du skønne ungdom Det Kongelige Teater 1934); A Moon for the Misbegotten 1952 (Måne for de Mislykkede Det Kongelige Teater 1955); A Touch of the Poet 1957 (Noget af en digter Det Kongelige Teater 1960); Hughie 1959 (Fiolteatret 1964); More Stately Mansions 1964 (Alverdens rigdomme Odense Teater 1973; Byg dig kun slot på slot Det Kongelige Teater 1977); Tran DRtv 1954; Dreamy DRtv 1957 – alle førsteopførelser i Danmark.

Teaterpriser: Nobelprisen i litteratur.

Bibliografi: Bogard, T Contour in Time: The Plays of Eugene O’Neill 1988; Gelb,A&B O’Neill 1974; Manheim, M The Cambridge Companion to Eugene O’Neill 1998; Moorton, R Eugene O’Neill’s Century: Centennial Views on America’s Foremost Tragic Dramatist 1991; Sheaffer, L Son and Playwright 1968 & Son and Artist 1973.