Erika Voigt, 1898-1952, dansk skuespiller, der debuterede som koncertsangerinde 1918 og spåedes en stor operakarriere. Ægteskabet med revyskuespilleren Kai Voigt førte hende dog over i revyen, hvor hun viste store evner for bidende karakteristikker. Efter en årrække som revy- og operettesangerinde i provinsen kom hun via Helsingørrevyen til Apollo Teatret, hvor hun 1943 fik sit gennembrud som den basuntruttende Tante Agathe. Året efter sang hun samme sted ‘Såd’n var det ikke i halvfemserne’. Hun var festlig, farverig og slagfærdig, men viste også ømhed som i visen om det korte, men skæbnesvangre møde med ‘Jacobsen’ fra Dagmarrevyen 1948. Selvom hun på scenen blev fastholdt i revyfaget, overbeviste hun de sidste år som karakterskuespiller, bl.a. som skøgen Carina i Ben Jonsons Volpone Riddersalen 1951. 3. gang gift med solodanser Hans Brenaa, mor til skuespilleren Jens Brenaa.

Bibliografi: Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig