Erik Knudsen

Erik Knudsen, 1922-2007, dansk dramatiker og lyriker. Uddannet lærer. Ks første små skuespil, hvoraf nogle blev opført på Studenterscenen 1959 (udgivet 1960 som Taskenspil), er kritiske mod det kapitalistiske samfund. Dette fik en endnu kraftigere bredside i revy-musicalen Frihed – det bedste guld Studenterscenen 1961, som blev model for politisk satirisk teater. Ks ideal er det brechtske lærestykke, men hans temperament er mere til den satiriske, musikalske farce som i Det er ikke til at bære opført i Kbh.s parker 1963 til Per Nørgårds musik, bearbejdet efter Georg Büchners komedie Leonce og Lena (ny version på Folketeatret 1982 som Roserne bryder ud med musik af Anne Linnet). Ks hvasse kritik af den politiske opportunisme præger også revykomedier som Werner Holgersen DRtv 1972 og Hvem har bolden? Folketeatret 1977 om Påskekrisen 1920. Se også Studenterscenen.

Teaterpriser: Holberg-Medaljen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig