Ebbe Neergaard, 1901-57, dansk teater-, film- og kulturkritiker. Lektor 1928-33 i Berlin og tilknyttet det venstreorienterede intellektuelle miljø omkring tidsskriftet Monde 1928-31. Blev via sin bestyrelsespost i Studentersamfundet en af initiativtagerne til Forsøgsscenen 1929, som han allerede 1926 havde stillet forslag om. På baggrund af en serie radioforedrag skrev han den meget originale europæiske teaterhistorie, Teater i tusind år 1939, som lægger særlig vægt på det moderne teater i Sovjetunionen og Tyskland.