Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab

Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, DST. Selvejende institution 1991-2005, som med økonomiske bidrag fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Kulturministeriet og under ledelse af HUR havde det administrative og bevillingsmæssige ansvar for to centrale teatertilskudsordninger i hovedstadsregionen: 1) produktionsstøtte til en række udvalgte større teatre i regionen, som følgelig omtales som DST-teatrene og 2) tilskud til nedbringelse af billetprisen gennem den landsdækkende abonnements- og billetkøbsordning for forestillinger, der opføres stationært i Hovedstadsområdet.

DST ydede produktionsstøtte til Betty Nansen Teatret, Aveny Teatret, Folketeatret med Hippodromen, Gladsaxe Teater, Nørrebro Teater, Østre Gasværk Teater og Rialto Teatret. Endvidere ydedes et særligt huslejetilskud til Det Ny Teater. Formålsbestemmelsen for DST talte om, at de støttede teatre ‘skal bidrage til at dække teaterbehovet ved tilsammen at opføre et alsidigt og kvalitetspræget repertoire bestående af såvel ældre som nyere dramatiske værker samt bidrage til fremme af udvikling og nytænkning inden for teaterkunsten’. Til sidstnævnte formål var afsat en særlig pulje (5,6 mio. kr. i 2004/05). De enkelte teatre havde egne bestyrelser og selvstændig kunstnerisk ledelse, men det var HUR's teaterudvalg bestående af 11 politikere, der, rådgivet af tre teaterkyndige udpeget af kulturministeren, fordelte bevilling og efter opslag udpegede ledelsen af de enkelte teatre.

DST erstattede Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene (DSL) som følge af den ny teaterlov i 1990. Hvor DSL var baseret på en adskillelse af indtægter og udgifter, således at teatrene havde dækning af underskud som følge af manglende indtægter, men til gengæld ikke mulighed for at overføre et overskud til en kommende sæson, var DST en almindelig tilskudsordning – ofte omtalt som en ‘pengepose-ordning’ – hvor teatrene både kunne oparbejde over- og underskud. Det var således muligt for enkelte teatre at gå konkurs – hvilket var tilfældet for ABC 1994 og Amager Scenen 1998 – og for andre at oparbejde en stor pengetank, som Østre Gasværk Teater, der i midten af 1990'erne havde en egenkapital på mere end 20 mio. kr.

DST-ordningen har ofte været kritiseret. Både for at de enkelte teatre var for dårligt støttet til at kunne overleve et par fiaskoer og for at tilskuddet pr. tilskuer var væsentligt lavere, end hvad der blev givet til landsdelsscenerne i provinsen, samt for at en del af disse offentligt støttede teatre opførte et repertoire, som i højere grad hørte hjemme på private kommercielle teatre. Til produktionsstøtteordningen blev i 2004/05 givet et samlet offentligt tilskud på 97,7 mio. kr., hvoraf 32,8 mio. kr. blev ydet af Staten via Kulturministeriet; mens HUR bidrog med 64,9 mio. kr. Hvor produktionsstøtteordningen var begrænset til de nævnte teatre, kunne alle teatre og projekter, der spillede stationært i Hovedstadsområdet søge om optagelse i abonnements- og billetkøbsordningen enten med et repertoire for en sæson eller som enkeltforestillinger. HUR's teaterudvalg har imidlertid haft en betænkelig dobbeltrolle, idet man både har givet produktionstilskud til sine egne DST-teatre, som på forhånd var sikret optagelse i abonnements- og billetkøbsordningen, og samtidig afgjorde om andre teatre og forestillinger, som måske kunne være konkurrenter til DST-teatrene, skulle optages i ordningen.

Til abonnements- og billetkøbsordningen under DST blev i 2004/05 givet et samlet offentligt tilskud på 38,1 mio. kr., fordelt mellem Staten via Kulturministeriet med 11 mio. kr. og HUR med 27,1 mio. kr. Af dette beløb gik 14,5 mio. kr. til administration og markedsføring og modtog DST-teatrene.

Med ændringen af Teaterloven i 2005 som følge af Kommunalreformen omdannedes DST i 2006 til Hovedstadens Teater, der senere samme år fik navneændring til Københavns Teater.

Bibliografi: Ahlberg, T Veje Videre. Videre veje. Redegørelse om teatre i hovedstadsområdet 2004; Jarl, S & Geisler, C Teatervaner i Hovedstadsområdet 2002; PLS Consult Kulturministeriet. DST-støtteordning. Rapport 1997.