David Rabe, f. 1940, amerikansk dramatiker. Rs katolske opvækst og 2-årige værnepligt i Vietnam 1966-68 danner baggrund for mange af hans karakterer, splittet mellem moral, pligt og virkelighed. Hans kendteste værk er en krigstrilogi, der består af debutstykket Sticks and Bones 1971 (film 1973), The Basic Training of Pavlo Hummel 1972 (Soldat Hummel Gladsaxe Teater 1979) og Streamers 1976 (film 1983). Omdrejningspunktet er skyld og skam, indpakket i et tykt lag af grotesk humor og surreelle dobbeltværdier. I sit billedskabende formsprog inddrager R psykologiske og arketypiske grundtemaer, som talrige Method Acting-skuespillere, fx Al Pacino, har fundet store udfordringer i at gestalte.

Dramatiske værker: In the Boom Boom Room 1973; Hurlyburly 1984; The Dog Problem 2001.

Bibliografi: Zinman, T S David Rabe: a casebook 1991.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig