Christoph Marthaler, f. 1951, schweizisk instruktør og komponist. Studerede teater hos Jacques Lecoq i Paris og skrev musik til andres forestillinger. Gennembrud i 1988 med et sitespecific teaterprojekt på Basel Banegård Ankunft Badischer Bahnhof i anledning af 50-året for krystalnatten i Berlin. M er blevet kaldt ‘opfinderen af den nye langsomhed’, og hans forestillinger er præget af mange gentagelser og lange pauser som en modforestilling til tidens forcerede tempo. Hans brug af musik og scenografi i forestillingerne blev banebrydende: minimalisme, stumfilmsinspireret komik, tysk folkemusik og ironisk patos blev Ms bud på et anderledes og absurd politisk teater. Med sin faste scenograf Anna Viebrock skabte han teatralske rum, der beskrev efterkrigstidens delte Tyskland: Kultforestillingen Murx den Europäer! Murx ihn! Murx ihn! Murx ihn! Murx ihn ab! i 1993 fik karakter af et rekviem over socialismen, og Die Stunde Null oder die Kunst des Servierens 1995 blev en scenisk, musikalsk gestaltning af vesttysk nazismefortrængning. I sine klassikerfortolkninger Goethes Faust Wurzel 1+2 1993 og Shakespeares Was ihr wollt 2001 multiplicerer han tekstens karakterer til et kor af figurer, der erstatter psykologisk indlevelse med musikalsk koreograferede arrangementer. I 2000-04 var M leder af Schauspielhaus Zürich. I 2005 stod han for opsætningen af Wagners Tristan og Isolde i Bayreuth.

Dramatiske værker: Sturm vor Shakespeare 1994; Drei Schwestern 1997; Kasimir und Karoline 1996; Die Spezialisten 1999; Die zehn Gebote 2002.

Bibliografi: Dermutz, K Christoph Marthaler 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig