Christiania Theater, norsk teater åbnet 1837 i Oslo, med rødder tilbage til byens første offentlige teaterscene, Strømbergs Teater, der blev grundlagt 1827 og brændte 1835. CT spillede udelukkende med danske skuespillere og blev hurtigt åsted for skarpe konflikter mellem dansk professionalisme og en spirende norsk dramatik og skuespilkunst. Ved opsætningen af Henrik Wergelands Campbellerne 1838 indtraf en af norsk sprogstrids største slag. Trods vedvarende konflikter var teatret en central eksponent for norsk dramatik, i særlig grad Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, og da det norsksprogede Kristiania Norske Theater gik fallit og lukkede 1863, indgik det i CT. Bjørnson ledede teatret 1865-67, og efter lukningen var det hans søn, Bjørn Bjørnson, som blev chef for det ny teater, der åbnede i 1899 som Nationaltheatret. Fra 2006 er CT en underholdningsscene, indrettet i det tidligere operetteteater Opera Comique fra 1918.

Bibliografi: Blanc, T Christiania Theaters historie 1827-1877 1899 & Henrik Ibsen og Christiania Theater 1850-1899 1906; Næss, T Christiania Theater forteller sin historie: 1877-1899 2005.

Nationaltheatrets hjemmeside

Christiania Theaters hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig