Burgtheater, østrigsk nationalteater. I 1741 gav kejserinde Maria Theresia tilladelse til, at et boldhus tæt ved hendes residens i Wien blev indrettet som ‘Königliches Theater nächst der Burg’ og 1776 tildelte Joseph II teatret status som ‘Teutsches Nationaltheater’. Under dramaturgen Joseph Schreyvogel oplevede B 1814-32 en storhedstid i den klassicistiske Weimarstil, mens den kunstneriske leder 1849-67, Heinrich Laube, satsede på et ambitiøst litterært repertoire og på at skabe et ensemble af landets bedste skuespillere. 1888 flyttede B ind i arkitekten Gottfried Sempers bygning på Ringstrasse. 1922 åbnedes anneksscenen Akademietheater, og repertoiret blev nu udvidet til også at omfatte moderne østrigsk og udenlandsk dramatik. Med Østrigs indlemmelse 1938 i Det tredje Rige indledtes Bs nationalsocialistiske mellemspil: ledelsen blev skiftet ud og mange skuespillere afskediget. Teatret blev flere gange ramt af bomber og udbrændte 1944.

Efter krigen holdt ensemblet til på Etablissement Ronacher, indtil teatret i 1955 blev restaureret. Gennem 1950'erne og 1960'erne dyrkedes en konservativ linje, som fra 1970'erne gradvist blev opblødt, men de afgørende fornyelser stod teatrets leder fra 1986-99, instruktøren Claus Peymann, for. Han gjorde op med flere af de gamle traditioner som fx ‘tæppeforbuddet’, der ikke tillod fremkaldelser. Peymanns provokerende repertoirepolitik kulminerede 1988 med opsætningen af Thomas Bernhards Heldenplatz om Østrigs nazistiske fortid, hvilket udløste stor indignation og mange demonstrationer. Peymanns efterfølger Klaus Bachler fortsætter den nye linje både på B og på anneksscenerne Akademietheater, Kasino og Vestibül ved bl.a. at satse på unge instruktører. 1999 blev B omdannet til et aktieselskab.

Bibliografi: Urbach, R og Benning, A Burgtheater Wien 1776-1986 1986.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig