Bunraku

Bunraku, klassisk japansk animationsteater. Fra tidlige tider har dukker været brugt i shinto-ritualer, men indgik som underholdningsform fra 700-tallet. En selvstændig kunstform, joruri, opstod i slutningen af 1500-tallet som en syntese af dukkespil, fortællekunst og shamisen-musik. Det første teater åbnedes 1685 i Osaka af Takemoto Gidayu, og dets mest betydningsfulde dramatiker blev Chikamatsu Monzaemon. Joruri nåede sit kunstneriske højdepunkt omkring 1740. Ca. 1785 kom Uemura Bunraku-ken fra øen Awaji, der betragtes som Japans center for dukketeater, til Osaka og åbnede sit første teater med så stor succes, at han lagde navn til formen. Det nuværende – og eneste – bunraku-teater, Bunraku-za, ligger stadig i Osaka og er fra 1946. På Nationalteatret i Tokyo fra 1984 er en scene indrettet til B.

Hver af forestillingens primære figurer manipuleres af tre dukkeførere, som er fuldt synlige for publikum under forestillingen. Den ledende dukkefører, klædt i traditionelt samurai-kostume og med blottet hoved, manipulerer dukkens hoved, ansigtsmimik og højre arm, mens de to andre, som begge er klædt i sort og med hætte, manipulerer hhv. dukkens venstre arm og dukkens ben. Truppen består desuden af en fortæller og en musiker, som spiller det traditionelle japanske strengeinstrument, shamisen. Figurerne er i ca. halv menneskestørrelse og vejer op til 15 kg. De raffinerede træansigter er konstrueret efter en kompliceret fremstillingsproces, mens kostumerne er løse kimonoer.

Repertoiret består af en række skuespil, dels om datidens borgerskab skrevet af Chikamatsu Monzaemon, dels om historiske begivenheder af Izumo Takeda og udgør en væsentlig del af Japans kulturarv fra Edo-perioden (1603-1868). B har haft stor betydning for udviklingen af kabuki, som til gengæld har videregivet en del tekniske færdigheder til B.

Bibliografi: Baird, B The Art of the Puppet 1965; Keene, D Bunraku: the art of Japanese puppet theatre 1950; Scott, A C The Puppet Theatre of Japan 1963.