Bodil Jørgensen, f. 1961, dansk skuespiller, uddannet Statens Teaterskole 1990. Hun var 1990-92 knyttet til Jomfru Ane Teatret i Aalborg og har siden 1997 været ansat ved Det Kongelige Teater. Hun har et talent af en sjælden karakter, der på en gang udtrykker skrøbelighed og styrke, en vis distance til det omgivende liv og spontane udbrud af råhed. Hendes største indsats ligger på Det Kongelige Teater, hvor hun både har spillet i det nyeste drama som Sergi Belbels Skybrud 1997, Bernard-Marie Koltès’ Kajen mod vest 1999, Peter Asmussens Forbrydelse 2003 og Elfriede Jelineks Rasteplads 2004, men også titelrollerne i Holbergs Den vægelsindede 2000 og Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig 2001. Noget tilsvarende tegner sig uden for Det Kongelige Teater i Tjekhovs Mågen Dr. Dantes Aveny 1992, Arthur Millers Heksejagt Folketeatret 1994 og Jean Cocteaus De satans forældre Mungo Park 2003. I Js filmkarriere står rollen i Lars von Triers dogmefilm Idioterne 1998 som et betydningsfuldt højdepunkt. Se også Jean Cocteau; Radio Drama.

Teaterpriser: Lauritzen-Prisen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig