Bendt Rothe

Bendt Rothe, 1921-89, dansk skuespiller, forlod Det Kongelige Teater 1941 efter et års uddannelse. Cand.jur. 1955 med advokatbeskikkelse 1961. Debut som skuespiller i Soyas 30 års henstand Folketeatret 1944, siden freelance i perioder og ansat Det Ny Teater 1964-66 og Det Kongelige Teater 1966-73. Som skuespiller besad han dannelse, intelligens, en vis farlig lidenskab, men efterhånden også svaghed, smerte og humor. Han markerede sig som titelfiguren i Albert Camus’ Caligula Riddersalen 1947 og brød igennem som en af tidens store på Det Ny Teater bl.a. som Georges i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf ? 1964. 1974 var han på Det Danske Teater faderen i Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat.

Teaterpriser: Teaterpokalen.

Bibliografi: Udgav 1980 det juridiske værk Skuespillerkunst og Skuespillerret og blev 1987 licentiat på afhandlingen Ophavsrettens Stedbørn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig