Beatrice Bonnesen, 1906-79, dansk skuespiller. Debut på Folketeatret 1922, var tilknyttet en række teatre bl.a. Det Kongelige Teater, hvor hun spillede i klassikere som Shakespeares En skærsommernatsdrøm og Bjørnstjerne Bjørnsons Over Ævne, begge 1932. Fra 1944-55 var hun på Det Ny Teater, hvor hun spillede Tyra i Kjeld Abells Silkeborg 1946, men især brillerede i tidens elegante lystspil som George S Kaufman og Edna Ferbers Middag kl. 8 1944 og Billie i Garson Kanins Født i går 1947. Hun var en intelligent, ironisk spiller med en rap, træfsikker replik, en for tiden moderne spillestil, der gav en lang række filmroller. B instruerede en del, på Aarhus Teater bl.a. Tennessee Williams’ Flyvende Sommer 1950 og Noël Cowards Madame 1962 og på Det Danske Teater Jean Anouilhs Rejsende uden bagage 1963.