Bøsseteater

Bøsseteater, Fremstillingen af mandlig homoseksualitet på scenen har en lang og tosporet historie. Dels teatrets generelle arbejde med dramaer med homoseksuelle karakterer, produceret og spillet af heteroog/eller homoseksuelle, dels homoseksuelles egen fremførelse af teater om og for homoseksuelle. Det første spor er længst, da homoseksualitet som identitet først opstod i slutningen af 1800-tallet, mens teatret længe havde fremstillet mænd med lyst til mænd, fx Marlowes Edward II 1592.

Fra begyndelsen af 1900-tallet ses på den danske scene dramaer med åbenlyst homoseksuelle mænd, ofte i problemdramaets form. Skuespil som Palle Rosenkrantz’ Antinous 1909 og Einar Christiansens Thronfølger Dagmarteatret 1913, skabte opmærksomhed omkring den mandlige homoseksualitet. I anden halvdel af det 20. årh. fremkom et stigende antal dramaer om mandlig homoseksualitet fra den amerikanske scene. Dramaer som Robert Andersons Tea and Sympathy 1953 (Te og Sympati Folketeatret 1955), Mart Crowleys The Boys in the Band 1968 (Bøsserne Aveny Teatret 1969), Harvey Fiersteins Torch Song Trilogy 1981 (Det var en lørdag aften Rialto Teatret 1983) og Tony Kushners Angels in America 1992-93 (Engle i Amerika Aarhus Teater og Det Kongelige Teater 1995) var alle successer i USA og blev det i Danmark.

Siden mandlige homoseksuelle begyndte at se seksualiteten som central i deres kulturelle identitet og dermed skabte en subkultur, har teater spillet en væsentlig rolle i selvforståelsen. Tidlige eksempler er afholdelse af karneval og sangerindepavilloner i Studenterforeningen, begivenheder der tillod mænd at klæde sig ud som kvinder og løsrive sig fra deres samfundsmæssige, maskuline identitet. Med dannelsen af Forbundet af 1948 (i dag Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske) dannedes også amatørteatergrupper, hvor homoseksuelle spillede for homoseksuelle. Det var dog først med 1970'ernes bøssekamp anført af Bøssernes Befrielsesfront, BBF, at teatret for alvor optog en central plads som terapeutisk rum og politisk våben. Bøsseteatergruppen Den Lette Ende åbnede med forestillingen Bøssemyter Københavneren 1979, der konfronterede såvel homosom heteroseksuelle med deres egne fordomme om bøsselivet. Senere fulgte Pas på bøsserne 1982 og Stilet & Elefant 1984, der lige som forgængeren turnerede på en række skoler landet over. I midten af 1980'erne blev et permanent B etableret i Bøssehuset på Christiania. Under fællesbetegnelsen Den Storkøbenhavnske Bøssescene, der fungerede frem til slutningen af 1990'erne, spillede bl.a. teatergruppen Buddha og Bagbordsindianerne AIDS-forestillingerne Det Scener Indianer 1986 og Intet nyt fra Pestfronten 1987, lige som der blev produceret en lang række forestillinger, dels specifikt B, dels traditionelt teater, fortolket bøssepolitisk eller satirisk, som Jean Genets Stuepigerne 1987, Balkonen 1989 og Linedanseren 1997, Gustav Wieds Skærmydsler 1993 og en række juleforestillinger, kabaretter som Brunos Børneband 1987, Giro 414 1994 samt afløseren for Brunos Børneband, Schwanzen Sänger Knaben, der siden er fortsat uden for Bøssehusets regi, primært på CaféTeatret.

Fra omkring 2000 har det subkulturelle B ligget i dvale, mens spektakulære begivenheder som den årlige Mermaid Pride Parade har taget over som bøssernes teatrale udtryk. Siden 2006 forsøger en ny bøsseteaterspecifik aktivistgruppe, trash-drag-gruppen Dunst, dog at skabe fornyet teaterliv i bøssemiljøet.

Bibliografi: Nielsen, K Gennem Maske og Ensomhed Upubliceret prisopgave 2001 & ‘Politisk Bøsseteater – eller der var engang’ i Teater 1 2002; Rosen, W v Månens Kulør: Studier i Dansk Bøssehistorie 1628-1912 1993; Thinesen, C Frontens Teater Upubliceret speciale 2002.