Argentina, Historikerne daterer det argentinske teater tilbage til jesuitternes missionsteater i det 16. årh. Helt op til 1900 var As teateraktivitet overvejende centreret i Buenos Aires. Selv ved As begyndende uafhængighed i 1810 besad teatret ikke nogen særlige karakteristika ud over los gauchos – en slags cowboy-romancer. Først i 1880'erne begyndte argentinsk teater at finde sit eget udtryk. En af de tidlige grupper af professionelle teaterfolk var José Podestá-familien, som oprindelig bestod af cirkusartister. I 1902 flyttede de ind i en teaterbygning i det centrale Buenos Aires, hvor de præsenterede et program, som førte til grundlæggelsen af et af Latinamerikas første egentlige nationalteatre. Perioden 1902-14 karakteriseres derfor som guldalderen i argentinsk teaterhistorie og fostrede en lang række dramatikere, heriblandt Ezequiel Soria, Enrique García Velloso og Martín Coronado. I 1914 præsenterede man den første en-akters farce i spansk stil kaldet sainete. Denne lette humoristiske form blev hurtigt meget populær og førte til udviklingen af en ny stilart, el grotesco.

Perioden 1925-40 var kendetegnet ved eksperimenterende skriveaktivitet inden for en lille gruppe af dramatikere. Nye uafhængige teatre opstod, heriblandt El Teatro del Pueblo fra 1930. Dramatikere som Roberto Arlt eksperimenterede med ekspressionismen, og hans groteske univers fik stor indflydelse på eftertidens dramatikere. En anden indflydelsesrig dramatiker fra denne periode var Armando Discépolo, som arbejdede med inspiration hentet fra saineten og el grotesco men med mere dybde. Hans dramatik tog ofte udgangspunkt i immigrantens problematik.

Efter 1955 begyndte indflydelsen fra Brecht at gøre sig gældende, hvilket var et opgør med den hidtil meget dominerende romance-tradition. Perioden 1950-65 var præget af en ny, uafhængig teaterbevægelse, som voksede frem overalt i landet. Mange af tidens dramatikere var inspireret af den europæiske avantgarde, men deres dramatik tog ofte afsæt i den argentinske virkelighed, som fx Pablo Palant med teenage-tragedien El Cerco 1950 og Osvaldo Dragún, som var under kraftig indflydelse af brechtiansk dramaturgi. I 1960'erne opstod genren teatro del grabador (båndoptager-teater), der var præget af en ekstrem hverdagsrealisme, hvor enhver form for poesi eller fantasi var udelukket.

I de tidlige 1970ere begyndte visse teaterfolk for alvor at lade sig inspirere af avantgardistiske strømninger som Antonin ArtaudsGrusomhedens teater og happenings af John Cage og Living Theatre – en udvikling, der brat blev bremset i 1976 af militærjuntaen og dennes metodiske bekæmpelse af enhver oppositionsdannelse. Argentinsk teater blev nu stort set tørlagt helt frem til juntaens opløsning i 1983 – en periode, hvor tusindvis af kunstnere og intellektuelle ‘forsvandt’. En undtagelse var dog grundlæggelsen i 1981 af det eksperimentelle Teatro Abierto (Det Åbne Teater), der forsøgte at skabe politisk og kulturel modstand mod militærregimet. Militæret satte ild til teatret flere gange, men alligevel lykkedes det at opføre 49 stykker i løbet af teatrets korte levetid. I denne vanskelige periode begyndte flere arbejdsløse skuespillere at udvikle café-koncerter, som var populære one-man-shows, der undslap politisk og religiøs censur. Disse shows kritiserede og parodierede politikerne, de rige og de kendte med folk som Carlos Perciavalle, Antonio Gasalla, Enrique Pinti og de kvindelige skuespillere Cecilia Rossetto og Edda Díaz. I dag spilles der – trods tilbagevendende økonomiske og politiske kriser – teater overalt i A. Mange af iscenesættelserne omhandler stadig politisk og økonomisk uretfærdighed.

Bibliografi: Pelletieri, O Contemporary Argentine Theatre 1991.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig