Andrés Pérez, 1952-2002, chilensk instruktør, skuespiller og dramatiker. 1982 rejste P til Frankrig og blev optaget i Théâtre du Soleil, hvor han bl.a. spillede Gandhi i L’Indiade ou l’Inde de leurs rêves 1987. Her grundlagdes hans teatersyn. Med livsglæden som udgangspunkt blev hans værker et farveorgie, ledsaget af musik, dans og gøglerier, med inspiration fra såvel asiatiske som chilenske teaterformer. Tilbage i Chile grundlagde han 1988 sit kompagni Compañía Gran Circo Teatro, et teatro callejero, et omrejsende teater, som satte sit store telt op overalt i landet. Den første forestilling, La negra Ester 1988, blev med sin brede folkelige appeal et symbol på nye tider, både for landet og dets teater. Popol Vuh (Mayafolkets skabelsesmyte) havde urpremiere i Kanonhallen 1992. Kompagniet ledes efter hans død af hans eks-kone, skuespilleren Rosa Ramírez Ríos.

Iscenesættelse: El Desquite 1995; Madame de Sade 1998; La Huida 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig