Albanien

Albanien, red på en bølge af national vækkelse i anden halvdel af det 19. årh. På den tid opstod mange amatørscener, som havde den spirende hjemlige dramatik på repertoiret, heriblandt Koto Hoxhi, Leonardo de Martino og det albanske teaters fader Adon Zako Çajupi. Mellemkrigstidens dramaturgi udviklede sig i alle mulige retninger: Ethem Haxhiademi skrev storslåede tragiske værker, Gjergj Fishta de national-patriotiske, mens Kristo Floqi satsede på kunstnerisk fornyelse af idéer og strukturer. Under 2. Verdenskrig opererede teatret i det skjulte, og først efter krigens afslutning markeredes en betydelig stigning i teateraktiviteter. Et af de mest betydningsfulde initiativer kom fra Kolëd Jakova, en af landets mest fremtrædende dramatikere og skuespillere, som 1945 stiftede Tirana Teatri Popullor (Folketeatret) i Tirana, der i 1989 officielt blev til Teatri Kombëtar (Nationalt Teater). Den nationale scene med opera og ballet eksisterede ellers siden 1953 og var skueplads for kampen om forøget professionalisme markeret især hos landets førende instruktører som Sokrat Mio, Pirro Mani, Kujtim Spahivogli, Mihal Laurasi, Pandi Stillu og Serafin Fanku. De to sidstnævnte fik, for deres særlige indsats, tildelt æresbevisningen ‘Folkets Kunstner’. I 1960'erne blev også de dramatiske værker tilført nye idéer med bl.a. Fadil Paçrami og Ruzhdi Pulaha med politisk-etiske værker og Fadil Kraja med nationalt-historiske værker.

Bibliografi: Bihiku, K A History of Albanian Literature 1980; Elsie, R ‘Theatre’ i Grothusen, K-D Albania: Handbook on South Eastern Europe, Vol. VII, 1993; Mann, E Albanian Literature 1955.