Adrian Noble, f. 1950, engelsk instruktør. Kom 1980 til Royal Shakespeare Company og blev kunstnerisk leder i 1991. Ns reformering af kompagniet fra 2001, som bestod i opgivelsen af Barbican som fast scene i London, planer om to nye skuespilhuse i Stratford og en udvidelse af udenlandske turnéer, medførte voldsom kritik, og 2003 trådte han tilbage. Ns iscenesættelser er scenisk virkningsfulde ensembleforestillinger med stor fortælleklarhed og fantasifulde tolkninger og omfatter bl.a. John Websters The Duchess of Malfi med Helen Mirren 1980, Ibsens A Doll’s House 1981 og Shakespeares King Lear 1982 med Michael Gambon, Henrik V 1984 og kongedrama-trilogien The Plantagenets 1988, en uforkortet Hamlet med Kenneth Branagh 1992 og 1993 Macbeth med Derek Jacobi, samt The Thebans 1991, en 4½ times cyklus af tre af Sofokles’ værker. Efter Royal Shakespeare Company tilknyttet Glyndebourne-operaen. På Haymarket Theatre stod N 2003 for opsætninger af Ibsens Brand og Oscar Wildes’ A Woman of No Importance.