Adelphi Theatre, teater på Strand i London. Oprindelig bygning er fra 1806, der åbnede som Sans Pareil, men skiftede navn til AT i 1819. Nuværende teater er fra 1858, men gennemgribende ombygget i 1901 og 1929. Efter 1860 etablerede AT sig som folkelig scene for lystspil og musikalsk underholdning. I 1920'erne og 1930'erne blev det hjemsted for en række populære forestillinger fra J M Barries Peter Pan 1923 med Gladys Cooper, over Clifford Grey og Greatrex Newmans Askepot-musical Mr.Cinders 1929, Vicky Baums Grand Hotel 1931 og Ivor Novellos Dancing Years 1942 til forestillinger af Noël Coward, Jacques Offenbach og Cole Porter. Fra 1960'erne fulgte genopsætninger og nye produktioner af publikumstræffere somJD Kern og Oscar Hammersteins Show Boat, Rodgers & Hammersteins The King and I, Stephen Sondheims A Little Night Music 1975, samt Alan Jay Lerner og Frederick Loewes My Fair Lady 1982 og Charles Strouse og Martin Charnins Annie. Stor succes med fulde huse i syv år blev i 1985 genskabelsen af Noel Gays musical fra 1937 Me and My Girl. Succes fik også nyopsætningen i 1997 af Bob Fosses gangster-musical Chicago.

Teatrets hjemmside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig